Gennem efterhånden to til tre årtier har danske idrætsforskere levet med en særlig udfordring, som efterhånden også har berørt flere og flere andre forskningsområder, nemlig opbygning af en ny specifik faglighed i skæringsfeltet mellem de eksisterende akademiske discipliner. Udgangspunktet er et bestemt praksisområde, her kaldt ”idræt”, som en selvstændig (selvstændig?!) forskningsdisciplin etablerer sig omkring. Dette sker i et spændingsfelt mellem traditionel universitær disciplinopdeling på den ene side og indholdsbestemt projektforskning på den anden.

I første omgang blev det de akademiske discipliner, der bestemte fagets etablering. Idrætsforskningens akademiske faglighed og disciplinære udvikling i Danmark har historisk været underlagt anatomi og fysiologi. Det var som naturvidenskab, at faget i første omgang blev etableret på universitetet, nærmere bestemt på Københavns Universitet i 1909. Som naturvidenskabsfag opnåede det international berømmelse.

Den naturvidenskabelige tilgang kom imidlertid snart i et spændingsforhold til pædagogisk praksis, som var organiseret omkring Statens Gymnastikinstitut. Det førte i mellemkrigstiden til dramatiske indholds- og personopgør og affødte vedvarende institutionelle spændinger, hvor August-Krogh-Institut (på KU) stod overfor Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL, det tidligere Statens Gymnastikinstitut).

Fra omkring 1980 kom idrætshistorikere og idrætssociologer ind i billedet, først på Odense Universitet. Senere trådte akademiske idrætspsykologer og idrætspædagoger ind i arenaen. Med modervidenskaberne historie, sociologi, psykologi og pædagogik i ryggen tenderede disse deldiscipliner til at danne deres egne fagspecifikke organisations- og publikationssammenhænge, lige som det sker i andre lande og internationalt. Først udkom Idrætshistorisk Årbog (1985), herefter Sport & Psyke (1992), Sportsmedicin (1997) og så Idrætspædagogisk Årbog (2002). Idrætsmedicin er gået sin egen vej, uden ret mange berøringsflader med de humanistisk-samfundsvidenskabelige områder. På internationalt plan er desuden idrætsfilosofi efterhånden blevet et vigtigt område. Mens idrætsgeografi og idrætslitteraturvidenskab hidtil er forblevet mere marginale, er idrætsmanagement, idrætsøkonomi og idrætsjura politisk mere og mere efterspurgte.

Hermed rejser der sig problemer af ny art. Idrætshistorikere og –fysiologer kan, som erfaringen viser, godt sidde i det samme institut, mødes i Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning (KIF) og hygge sig ved fælles fest. Men når det kommer til stykket, kan de næppe eller slet ikke tale fagligt sammen. De har et fælles emne, men mangler et fælles sprog og fælles forestillinger om metodologisk stringens. Her har man et kommunikationsproblem – og mere end det. Overfor denne problematik skal man imidlertid ikke undervurdere den rolle, som en fælles, emotionel interesse i et bestemt emne faktisk kan have for forskningen. Når kærligheden driver værket… Kærlighed til idræt…

Den disciplinbestemte opdeling, som opsplitter fælles emner, udgør et grundproblem for iagttagere udefra, som vil bruge den akademiske viden. Opdelingen går nemlig på tværs af sammenhængende problemstillinger, som folk brænder for – her ”idræt” – og bliver til specialiserede metodediskurser om sagens fysiologiske, historiske, psykologiske etc. sider. Uanset hvordan man nærmer sig emnet: Idrætsfaget er, når det kommer til stykket, ikke et fag – ikke ét fag.

Disciplinopdelingens problematik viser sig ikke mindst ved spørgsmålet om, hvilket fakultet man tilordner sig. På Syddansk Universitet i Odense ligger idræt under det sundhedsvidenskabelige fakultet, på Københavns Universitet under det naturvidenskabelige, i Tyskland snarere under pædagogisk-humanistisk-samfundsvidenskabelige fakulteter. At man i Jyväskylä har et helt idrætsfakultet, og at der i Norge og Sverige er hele idræts-”universiteter” på vej, løser ikke den akademiske disciplinopdelings problemer.

Det er praksissens emner og deres politiske betydning, der har sat gang i en projektforskning, sådan som den nu foregår på afstand til den traditionelle akademiske disciplinopdeling. ”Idræt” har været et sådant praksis-emne, som i takt med velfærdsudviklingen i 1970’erne trak ny politisk opmærksomhed (og penge) til sig. Dette førte i 1975 til oprettelsen af IdrætsForsk (i dag IFO) på Gerlev, først som ”projekt”, senere som kulturforskningsinstitut. Sideløbende blev idrætsinstitutter, som også omfattede samfunds- og humanvidenskabelig forskning, opbygget på universiteter, først i Odense, senere i København og Århus.

Siden har man set et væld af andre emner storme frem og etablere nye syntetiske faglighedsforsøg. Det sker med medieforskning, datalogi, miljø- og naturforskning, ungdomsforskning, ældreforskning og andre.

Medicin, psykologi og sociologi/statskundskab har tidligere været ud for lignende problemer – med hhv. lægekunsten, psykoterapi og administration som praktiske referenceområder. De har efterhånden etableret sig som selvstændige fakulteter eller institutter således, at de i dag opfattes som ”discipliner”. Det specielle ved ”faget” idræt er imidlertid, at naturvidenskab og humanvidenskab her mødes. Men det kan være nyttigt at være opmærksom på medicinens spændvidde, som rækker helt fra urologi og kirurgi på den ene side til socialmedicin og medicinhistorie på den anden.

I den senere tid har man forsøgt at imødekomme de nye krav af praksisorienteret vidensdannelse gennem sektorforskningsinstitutter. IFO har været fristet til at forstå sig selv som sektorforskningsinstitut, men har aldrig identificeret sig med denne institutionsform. Alligevel er det svært at skjule, at IFO på en vis måde har fungeret som en sådan.

Dels har man også prøvet at oprette centre for at samle de forskellige faglige tråde omkring bestemte emner. Forskningscentrene ligger typisk under en bestemt fakultet, men overskrider samtidig fakultetets faglige begrænsninger. Så længe man blev ved med mekanisk syntetisk at opsamle elementer fra de enkelte discipliner, forblev udbyttet ret begrænset. IFO’s vidensstrategi har været en anden (derom mere i næste afsnit).

Et dilemma er også, at civilsamfundsmæssig praksis ikke umiddelbart kan stille krav til teori og forskning. Praksissens krav formidles, og denne formidlingen sker først og fremmest gennem politisk-administrative organer, altså gennem det offentlige. (For IFO’s vedkommende var det kulturministeriet og andre ministerielle aftagere.) Men i stigende grad trækker også markedets kommercielle kræfter i retningen af ny projektforskning.

Det offentlige og det kommercielle mødes i kritikken af den akademiske fagligheds ”traditionalisme”. Statens og markedets aktører har svært ved at se pointerne i den metodiske forsigtighed, som driver det akademiske metodeapparat frem. Deres modargument er ”praksis”. Men de offentlige og kommercielle aktører er kun fortolkere af praksis, ikke udtryk for ”praksis selv”. De følger deres egne interesser og logikker.

Denne logik udmønter sig ofte i forsøg til at underlægge forskningen bestemte organisationspolitiske interesser. Det er et gennemgående mønster i både national og international idrætsforskning, at forskningen er tæt tilknyttet idrættens organisationer. Det internationale olympiske system – IOC og dets voksende netværk – korrumperer idrætsforskningen gennem sin finansiering af pompøse kongresser, ukritiske publikationer og neofeudale ærespriser. I Tyskland klager forskere over den tunge hånd, som enhedsorganisationen Deutscher Sportbund (DSB) i samspil med staten har lagt på forskningen. Fra andre lande med monopolistisk idrætsorganisering hører man lignende.

Konsekvensen af denne organisations- og interessepolitik var, at IdrætsForsk blev presset over til den konkurrerende organisation DGI. Det skete mod forskernes vilje, som med deres analyser forholdt sig kritisk i alle retninger.

Disse vilkår af relativ forskningsfrihed blev grundlæggende forandret gennem højreregeringen, som tiltrådte i 2001. Nu rykkede DIF-toppen tæt til magten. I 2003 prøvede kulturministeren Brian Mikkelsen at nedlægge den kritiske forskning på IFO og fratog instituttet dets grundbevilling. Beslutningen blev truffet uden om ministeriets eget Udvalg for Idrætsforskning (KIF), hvis formand beklagede fremgangsmåden. Også udenlandske forskere protesterede i stort tal. De registrerede med forundring den ellers larmende tavshed, som den danske idræts universitetsverden udviste overfor ministerens – hhv. DIF’s – magtpolitik. Tavsheden sagde også noget om de problematiske interesseforhold inden for idrætsforskningen og om den derfra resulterende opportunisme. Organisationsmagt, angstproduktion og forskningens indholdsmæssige selvcensur hænger sammen.

Et udtryk for den nye stræben efter emne-fokuseret og ikke-kritisk ”analyse”-viden er Idrættens Analyseinstitut, som det danske kulturministerium i 2003 begyndte at planlægge – for at erstatte IFO. Analyseinstituttet har sin baggrund i interesser i det kulturministerielle apparat, i organisationerne (Danmarks Idræts-Forbund; DGI var havnet i en medløber-situation) og i armslængde-nævnskulturen (Lokale- og Anlægsfonden) – men disse interesser er næppe forenelige med hinanden.

Det første fremstød hen imod Analyseinstituttet skete gennem et internt arbejdspapir på embedsmandsniveau i foråret 2003. Papiret blev hemmeligholdt over for forskningsmiljøet, men kom til offentligheden alligevel, efter at idrættens organisationer var blevet spurgt til råds. Det illustrerede igen magtforholdet mellem forskning og interesseorganisation på idrætsområdet. Ministeriets fremstød var karakteriseret ved, at det forskningsmæssige vidensperspektiv markant skulle indsnævres. Genstandsområdet blev reduceret til ”idræt” i stedet for kropskultur, folkelig oplysning, det civile samfund eller andre bredere, kulturelle begreber, der har tradition i dansk kulturpolitik og forskning. I overensstemmelse med den snævre genstandsdefinition blev historie og kultur frasorteret, hvilket lå helt på linie med den bureaukratiske managementtænkning. Kultur og historie skulle erstattes af økonomi, politik og jura – forskning blev tænkt som social engineering.

Åbenbart fandtes der fortsat forestillingen om, at indsnævringen ville gavne den administrative anvendelse af idrætsforskningen. Sådanne forventninger har, når det kom til stykket, igen og igen vist sig som illusion.

Lignende forventninger har tidligere også ført til en snæver satsning på tal og kvantificering i forskningen. Kvantitativt arbejde på idrætsområdet kan bestemt føre til nyttige indsigter – det har Søren Riiskjærs og Knud Larsens studier på grundlag af Socialforskningsinstituttets statistiske tal vist. Men den kvantitative analyse forudsætter intellektuelle metodologiske mellemregninger, både for at producere selve tallene og for at bruge disse tal politisk. Den hurtige genvej – fra tal til anvendelse, ”fra forskning til faktura” – er en illusion.

Den illusionære omgang med forskning har i nyere tid ført til en efterhånden uoverskuelig underskov af overfladiske ”analyse”-former. Der er sket en opblomstring af consulting-viden, management-jargon, ”kompetence”-snak og politisk-propagandistisk fup-forskning. Til syvende og sidst tjener de hverken forskningen eller det offentlige eller markedet.

Eller som en tænksom mand fra idrættens og højskolens verden engang har tilspidset det: Vi har for mange undersøgelser – og for lidt forskning.

Flugtforsøgene er forståelige, ikke kun på grund af status- og meriteringsfordelene. (”Idræt” har stadigvæk lavstatus, og ”anvendt” forskning har negative undertoner i den akademiske hierarki-verden.) Der er også indholdsmæssige grunde: Modervidenskaberne er og forbliver metodisk og substantielt frugtbare. Alligevel løser den nævnte flugtbevægelse – i bedste tilfælde – kun enkeltpersoners problemer, men ikke den overordnede forskningspolitiske problematik.

25 år erfaringer med IdrætsForsk/IFO peger i en anden retning. Det er muligt – gennem intens dialog mellem forskellige discipliner – at udvikle en ny forskningsmæssig tilgang. Denne fornyelse kan – bevidst paradoksalt – kaldes for rekonstruktionen af en ny faglighed. Eller: en erindring om de nye humanistisk-samfundsvidenskabelige fagligheder i flertal.

Grundlæggende inspirationer kan denne type kulturforskning hente fra antropologien, hvor der spørges: Hvem er vi som mennesker? Og hvem er de andre? Forskningen bliver her til en bevægelsesantropologi i kropskulturens felt. Antropologien er i sig selv karakteriseret gennem en flertal af faglige rødder.

På den ene side er der den filosofiske antropologi, som spørger til, ”hvad det menneskelige i grunden” er. Her kan krops- hhv. bevægelsesbegrebet træde til og konstituere en krops- og bevægelsesantropologi. (Dens rødder kan følges tilbage til bl.a. Helmuth Plessner og Maurice Merleau-Ponty.)

En anden type findes i form af den empiriske kulturantropologi, som i sammenhæng med etnografi beskriver specifikke kulturelle mønstre (Ruth Benedict m.fl.). I det angelsaksiske taler man også om sociology-anthropology. Den måske mest fascinerende idrætsfilm stammer fra antropologisk arbejde, Jerry W. Leach’s ”Trobriand Cricket”. I empirisk kulturantropologi er grundspørgsmålet: Hvor forskellige kan menneskenes bevægelseskulturer være? Det indeholder en komparativ søgen.

Desuden findes der også en (præ-) historisk antropologi med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvor kommer menneskene fra? Denne type af antropologi er nogle gange mere filosofisk spekulativ (Arnold Gehlen), men kan også bygge på den nyere forskning om primaternes adfærd (Jane Lawick-Goodall). Psykologisk antropologi, medicinsk antropologi, kulturantropologi, historisk antropologi, religionsantropologi og andre ansatser udfolder disse spørgsmål i yderlige faglige retninger. Sundhedens antropologi kan være af særlig betydning for fremtiden.

Et forsøg til at lade sig inspirere af de forskellige antropologiske problemstillinger til en sammenhængende kropsantropologi blev i 1980/90’erne foretaget af forskergruppen omkring Institut International d’Anthropologie Corporelle/IIAC. Her gik franske, danske og tyske forskere sammen i eksperimentel forskning, der inddrog forskeren selv som kulturelt subjekt.

Ud fra en antropologisk analyse af menneskenes bevægelsespraksis kan man desuden få en ny tilgang til overordnede samfundsmæssige spørgsmål om befolkningens idrætsdeltagelse, idrætsforbrug og civilsamfundsmæssig engagement. Den særvej, som dansk folkelig idræt udgør i internationalt kontekst, kan give nogle henvisninger – vejen fra fest og bevægelser til demokrati og fra den demokratiske bevægelse til folkelig gymnastik (med dens indre modsigelser). Her viser sig berøringsflader med en ny type af demokratiforskning, som tiden trænger til. Der er behov for en kulturforskning i demokrati, som ikke farer frem som institutionsanalyse ovenfra (hvordan bliver befolkningen demokratisk behersket? Og gennem hvilke ideer?), men som aktivitetsforskning, som bevægelsesforskning nedefra: Hvordan bevæger folk sig frem til demokratiet, og hvordan bevæger de sig under demokratiske forhold? Gennem hvilken kropslig praksis? Herom handler bogen The People of Democracy – Understanding Self-Determination on the Basis of Body and Movement, som udkom i april 2004 i IFO’s bogserie Bevægelsesstudier (Klim Forlag).

Menneskene bevæger sig i konkrete fysiske aktiviteter, i leg, kamp, dans, meditation og natur- og friluftsliv. Kroppens bevægelse er grundlag for livet.

Folk bevæges af følelser og stemninger – fascination, begejstring, vrede, angst, smerte. Her er psyken berørt.

Og menneskene deltager i kraft af deres sammenslutning i netværk, vennegrupper, foreninger og sociale bevægelser. Folk ”i bevægelse” udgør det civile samfund.

Det virker ikke tilfældigt, at man betegner det, der foregår på disse forskellige niveauer, med et fælles begreb ”bevægelse”. Det samme gør også andre sprog med ord som rörelse, Bewegung, movement, mouvement og movimento.

Kultur er mennesker i bevægelse – og de objektiveringer, som disse bevægelser fører til. Og demokratiet har sit sted midt i denne bevægelsesverden.

Dermed er heller ikke det religiøse uden for billedet, som mange teoretikere mener. Vi har gennem århundreders kulturelle anstrengelser ekskluderet det religiøse – som en ”privatsag” – fra det statslig-offentlige rum, og står nu overfor den overraskelse, at religiøse fundamentalismer gennem bagdøren har sneget sig ind i vores samfundsliv igen, både i kristne, muslimske og sækularistiske varianter. Dette truer demokratiske omgangsformer – og kræver nye intellektuelle anstrengelser ikke mindst i forskningens verden. Religiøse ”bevægelser”, inklusive deres kropslige habitus og praksisformer, står dermed på dagsorden i kulturforskningen. Dette berører igen grundlæggende forhold af menneskets liv og spørgsmål af antropologisk art.

Og ikke mindst åbner kroppens og bevægelsens antropologi også udsigter hen imod legens antropologi, sundhedens antropologi og andre nyttige specialiseringer.

Set i bevægelsesantropologisk perspektiv er forskningen altså relateret til praksis på en mere grundlæggende måde. Forskeren selv er del af den verden, som udforskes, og det gælder også den, der bestiller forskningen. Ingen står udenfor den kropslig-sociale helhed. Antropologien har med menneskenes grundvilkår at gøre – her især krop og bevægelse. Forskeren bearbejder ikke kun ”de andre”, men også sine egne menneskelige vilkår, og dette forsyner forskningen med en speciel relevans.

Fra bestillernes side har man efterhånden udviklet mere og mere indsigt i disse forhold. Forskningens aftagere i det offentlige velfærdssystem vil vide noget om bevægelseskulturens mere relevante sider, end at en bestemt aktivitet dyrkes af X% i gruppe A i forhold til Y% i gruppe B. Ganske vist findes der i bureaukratiet og i organisationerne fortsat snævre forestillinger om ”den brugbare viden”, og noget tyder på, at den siddende regering for tiden opmuntrer denne restaurative satsning: Man vil vide noget om de disciplinerede sportsfolk, som ikke gør oprør. Men ”den oplyste bureaukrat” efterlyser mere end dette, når hun eller han bestiller forskning. Det har vi konkrete erfaringer med.

Også markedets interessenter som aftagere af forskning har en interesse i dyberegående spørgsmål: Hvem er vi som mennesker? Og hvem er de andre? Alt dette er ikke begrænset til sammenhænge mellem bevægelse, sundhed og arbejdskraft, til firmaidræt og firmakultur, altså til produktionssiden, skønt den er vigtig og vinder mere og mere opmærksomhed. Men også forbrugssiden indeholder nye udfordringer. Markedet og erhvervslivet er dybest set baseret på den måde, mennesker lever deres liv på. Kommerciel orienteret ”fremtidsforskning” gør sig tanker om den måde, folk drømmer på. Produkternes og serviceydelsernes salg er i høj grad afhængig af den måde, mennesker bevæger sig på.

Også det civile samfunds organisationer er motiveret til at aftage dyberegående forskning, af forskellige grunde. Dels stresser foreninger og organisationer sig selv utrætteligt med krav om ”visioner”, som skal være mere omfattende end det dagspolitiske. Denne stress kan forskningen oversætte til spændende vidensstrategier. Og dels er organisationerne under pres til at gøre sig ”forståelig” for folket. Det stiller specielle krav til forskningen – ikke at være populærvidenskabelig, men at klarlægge forskningens forbindelse med menneskenes liv, med ”folkelig oplysning”.

Det var ikke tilfældigt, at studier, som førte frem til typologiske mønstre, har været helt specielt efterspurgt fra aftagersiden. Blandt IFO’s større succeser af typologiserende karakter kan følgende studier nævnes:

Forskningen skal altså ikke indskrænke sig til ”grå” litteratur og til sektorforskningens snævre rapporter. Den slags rapporter kan ganske vist (i bedste fald) havne på avisernes forside: ”Dramatisk fald i…”, ”Mænd gør x mere end kvinder…”, ”Dramatisk vækst i…” Offentlig opmærksomhed kan godt friste forskeren (og forskningens aftager) – men hurtigt bliver den slags rapporter glemt igen. Grundlæggende studier med antropologisk dybde derimod som Kampen om kroppen, De grønne bølger, Gamle idrætslege i Danmark, Frivilligt arbejde i idrætsforeninger, Idrættens tredje vej og Idrætspsykologien mellem krop og kultur bidrog til, at netop ”anvendt forskning” bliver anvendelig.

Seriøs anvendt forskning i feltet af kulturel praksis forudsætter således noget tredje: at man hverken klamrer sig til den traditionelle fagvidenskab eller bare hengiver sig til den overfladiske projektforskning. Eller positivt sagt: noget tredje, som både udvikler dialogen med akademisk-fagvidenskabelige miljøer og tager den specifikke (bevægelses-) praksis alvorligt. Dette kræver en speciel antropologisk anstrengelse.

Kulturkamp udtrykker, at der er alternativer. At der er forskellige kulturelle holdninger, der kæmper om magten. Dette budskab er sjældent velkommen hos dem, der besidder magten.

Idrætten har kendt til kulturkamp siden 1970’erne, da staten begyndte at vise den en ny kultur- og velfærdspolitisk opmærksomhed. Det offentliges indblanding stødte sammen med den organiserede idræts interesser. Disse interesser var imidlertid i sig selv delte. Indenfor den organiserede idræt konkurrerede den olympiske sport med den såkaldte folkelige idræt, og deres spændinger voksede. Modsætningsforhold mellem elite og bredde, mellem sport og gymnastik, mellem det offentlige og det kommercielle, mellem by og land, mellem borgerlighed og kulturkritik blandede sig på en kompleks måde. Hvis disse modsætninger blev forsøgt trukket frem i lyset og begrebet kulturkamp anvendt, risikerede man at blive skældt ud – fra den ene side.

Men idrætten er, som sagt, ikke en ensartet størrelse i Danmark, og den er heller ikke underlagt en enhedsorganisation. Danmarks Idræts-Forbund (DIF) repræsenterede kun den ene side, mens Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) en anden og firmaidrætten (DFIF) en tredje – plus alt den idræt, der dyrkedes uden for organisationerne.

Den kritiske forskning blev mødt med helt andre ord fra den folkelige idræts side:

Højreregeringen fra 2001 fulgte i første omgang den gamle spor: Magt og interesse imod kulturkampen. Kulturminister Brian Mikkelsen proklamerede i en kronik i Politiken i januar 2003: ”Kulturkamp afblæst”. For at afblæse kulturkampen, måtte man ødelægge dens rammer og miljøer. Ministeren gav ordre om at fratage det kritiske idrætsforskningsinstitut IFO dets grundbevilling. Den olympiske vennekreds omkring DIF’s formand Kaj Holm havde dermed fået sin ønske opfyldt.

Men ”afblæsningen” af kulturkampen kom på et ubelejligt øjeblik. Højrefløjsregeringen havde nemlig på samme tidspunkt besluttet selv at indlede en ”kulturkamp” – som skulle være et alternativ til ”klassekampen”. Regeringens ”kulturkamp” begyndte med statsministerens nytårstale 2003, der vendte sig mod ”smagsdommere” og eksperter. I Weekendavisen i januar udnævnte Anders Fogh Rasmussen dette indgreb officielt til ”kulturkamp”. Den skulle levere begrundelserne for de institutionelle massakrer, som i første omgang blev rettet mod miljøpolitikken, freds- og menneskerettighedsarbejde og ulandsbistand, og så bredere mod kulturliv, forskning, undervisning og folkeoplysning. Center for Menneskerettigheder, Naturrådet, Idrætspolitisk Idéprogram (IPIP), forskningsinstitut IFO og mange flere succesrige strukturer skulle fjernes.

Regeringens udspil betød en markant omlægning af kulturkampbegrebet. Det tidligere skældsord ”kulturkamp” var pludseligt blevet stuerent og adopteret som regeringens eget fornemme slagord. ’Kulturkampen har sejret,’ kunne de kritiske forskere juble – mens deres egen kulturkamp var tabt. Det var paradokset.

Nu skiftede også kulturministeren spor. I august 2003 gik han under overskriften ”kulturkamp” i offentligheden og beklagede sig i flere interviewer over et ”kulturradikalt meningstyranni”. Han hentede minder frem fra sin egen gymnasietid, da han blev mobbet, holdt uden for ”det gode selskab” og ”nærmest betragtet som et utilpasset individ”. Kulturkampen burde føres mod ”68’er generationen”, tilbagevirkende.

Kulturelt indhold kom ikke til udtryk i kulturministerens beskrivelse af ”kulturkampen”. Den viste sig som et farligt ”våben”. Pressen – også den borgerlige – reagerede pinligt berørt og tog afstand fra debattens indholdsmæssige tomhed og tonen af personlig forurettelse.

Kulturkamp kan ikke føres uden kulturbegreb. Uden kulturelt indhold blev ”kulturkampen” fra 2003 til personangreb mod enkelte levende og gerne mod døde forfattere, mod de såkaldte kulturradikale. Denne polemik var de højreradikale fra Dansk Folkeparti langt bedre til end regeringen.

Desuden begyndte regeringen hen mod slutningen af året at tabe terræn i meningsmålingerne. Befolkningen var åbenbart ikke interesseret i abstrakte ”værdikampe” og litterære personskænderier, mens arbejdsløsheden voksede, den kollektive trafik blev dyrere etc. For at rette op for dette dilemma, vendte statsministeren kursen igen. Han inviterede forfattere og tidligere udskældte ”eksperter” til middag. Kulturkampen blev erstattet med ”forsonlig” snak om kulturproducenternes fagforeningsmæssige interesser.

”Kulturkampen” gik altså inden for ét år gennem tre eller fire forskellige faser. Først blev kulturkampen erklæret som felttog mod eksperterne, samtidigt med at kulturkampen blev ”afblæst”, herefter var der ”kulturkamp” alligevel, og så blev ”kulturkampen” efter dens hurtige fiasko ufrivilligt aflyst igen.

Zigzag-kursen viste noget grundlæggende: At det slet ikke var kulturkamp, der foregik. Men hvad var det så?

Det er oplysende at se de danske forhold i et internationalt perspektiv. Det danske ord kulturkamp har et sidestykke i det tilsvarende tyske begreb Kulturkampf. Kulturkampf-begrebet stammer fra Bismarck-tiden – og er højt belastet af denne tradition. Kejserens regering erklærede Kulturkampf mod de såkaldte Reichsfeinde. Som det prøjsisk-tyske riges fjender regnede man først og fremmest Socialdemokratiet, som i 1878 blev forbudt. ”Fjenderne” var desuden den politiske katolicisme og venstre-liberalismen, men også rigets etniske (polske, danske og franske) mindretal og ikke mindst jøderne. I stedet for visioner om, hvor man ville hen med det tyske samfund, opdyrkede regeringen og rigets dominerende borgerlige og aristokratiske klasser et indre fjendebillede.

Tysklands innere Verfeindung blev senere genoplivet af nazismen og forsynet med en ny voldelighed. Men den endte ikke i 1945. Kulturkampf mod Reichsfeinde kunne man genkende i den kolde krigs antikommunisme og så igen under det tyske Berufsverbot og Verfassungsschutz i 1970’erne. Men angsten for ”fjenden” trivedes i ikke mindre omfang i DDR, især under stalinismen, hvor dens foretrukne redskab blev Stasi, Staatssicherheit. Kulturkampf i denne tradition består af statslige tiltag ovenfra for at udrydde visse definerede ”fjenders” miljøer.

Den statslige bismarckisme-stalinisme er altså det modsatte af, hvad man på dansk forstår ved kulturkamp. Kulturkamp i dansk tradition betyder ikke at afskaffe, men at opbygge rammer for kritisk debat. I stedet for regeringens indgreb ovenfra med forbud og censur betyder kulturkamp aktivt frisind. De folkelige modsætninger om relevante livsforhold skal opmuntres og kvalificeres.

Kulturkamp bygger altså på anerkendelse og forudsætter blomstrende kultur- og forskningsmiljøer – som dem, Fogh-regeringen har nedlagt. Derfor er kulturkamp og Kulturkampf netop ikke det samme. Højreregeringens destruktionspolitik var ikke ”kulturkamp”, men Kulturkampf med ”f”.

Staten kan godt føre Kulturkampf, men næppe kulturkamp. Staten kan etablere spindoktorer og smagsdommere. Og det offentlige kan prøve aktivt at forhindre kulturkamp ved at ødelægge intellektuelle og kulturelle miljøer. Men der optræder paradoksale mekanismer: Da Center for Menneskerettigheder skulle nedlægges, oprettedes et Institut for Menneskerettigheder, da Naturrådet blev nedlagt, opstod Lomborgs Institut for Miljøvurdering, da det Idrætspolitiske Idéprogram IPIP blev fjernet, måtte kulturministeriet opfinde det samme under navnet Børn og unge i bevægelse, og forskningsinstituttet IFO skal erstattes af Idrættens Analyseinstitut. Højreregeringen fortsatte tendensen af vækst i råd og nævn. Men højrefløjen gav væksten en ny drejning med managementtænkning, ønsker om kontrol og politisk disciplinering.

Det civile samfund er derimod stedet, hvor den egentlige kulturkamp foregår. Kulturel udvikling betyder her at kvalificere de folkelige bevægelsers substantielle uenighed. Kultur er et alternativt rigdomsbegreb.

Det civile samfund er jokeren over for statens strategier. Højreregeringen tabte ”kulturkampen” og gik ned i meningsmålingerne. På idrættens område forstyrrede kulturministeren den eksisterende skrøbelige magtbalance mellem organisationerne, vendte elitesportens trænere, aktive og organisationen Team Danmark imod sig og splittede dermed det, som man ellers troede var den borgerlige kulturministers hjemmebane. Mere generelt voksede uroen i regeringspartiet Venstres bagland, om emner som nedskæringer i det offentlige, krigspolitik, arbejdsløshed og kommunalreform. Også i konservative kredse meldte der sig ubehag, og konservative intellektuelle, som havde et seriøst forhold til kulturkampen, rørte kritisk på sig.

Idrætten leverede et billede: At kulturministerens politik pegede hen imod at ensrette idrætsverdenen under en olympisk magthaver, stødte sammen med danske traditioner for folkelig idræt, folkehøjskole, borgerligt demokrati og frisind. Det bidrager til at splitte netop borgerlige miljøer. Historien og ”folket” er ikke bare døde størrelser.

Dette fortæller også noget om forholdet mellem kulturforskning og kulturkamp. Kulturforskning og kulturkamp er ikke identiske. Men de hænger sammen. Kulturanalysen gør opmærksom på indre modsigelser i menneskenes liv – og kulturkampen bringer til udtryk, at vi lever med alternativer. Ved at tematisere kulturkampen, bliver forskningen inddraget i den. Når kulturforskningen intellektuelt tager afstand fra selvfølgeligheden her og nu – afstand gennem etnografisk sammenligning, afstand gennem historisk relativering – er denne afstand også åben for politiske fortolkninger.

Humanvidenskabelig forskning er en del af det civile samfund, altså af det felt, hvor kulturkampen foregår. Antropologien kan forstå sig selv som basal bidrag til det civile samfunds vidensudvikling. (At antropologien i historien også har spillet en anden rolle – som instrument for statens koloniseringsproces mod undertrykte folk – skal ikke forbigås i tavshed. Det gør denne selvrefleksion endnu mere nødvendig.)

Bevægelsesantropologiske studier kan bidrage med noget specielt. Der er kulturel nødvendighed og samfundsmæssig logik i menneskenes bevægelse, og derfor skal den tages alvorligt og værdsættes. Men bevægelseskulturer er altid i flertal og under forandring. De udgør en verden af forskelle og potentielle konflikter. Hvor der er én bevægelse, bevæger sig andre på andre måder – der er alternativer.

Bevægelsesantropologien skaber nærhed og afstand samtidigt.