 |
|
Utlagd 28 oktober 2003
Läs mer om dansk idrott, idrottspolitik och idrottsforskning på idrottsforum.org |
||
|
Kropp, rörelse och gymnastik
Lis Engel  Bo Vestergård Madsens bog er en udgivelse af hans ph.d afhandling bygget op over en lang række artikler i forbindelse med det fireårige forskningsprojekt for voksenuddannelse, Danmarks Lærerhøjskole (med Danmarks pædagogiske Universitet) og Syddansk Universitet.Bogens formål er at belyse, hvordan begreberne krop, folkelige gymnastik, demokrati og folkeoplysning har forandret sig i gymnastikbevægelsen i Danmark fra sidste halvdel af 1800 tallet til i dag sammenholdt med ændringer i bevægelsesmønstrene i samme tidsrum. BoVestergård Madsen fremhæver følgende som centrale spørgsmål: Hvordan indgår kroppen som en del af en kultur- og samfundstolkning? Er bevægelsesudtrykkene i sig selv en foregribelse af kulturelle forandringer? Og hvad har demokrati med kroppen at gøre? Forfatteren understreger at bogens fokus er forholdet mellem det talte og det tavse i en demokratisk og folkeoplysende sammenhæng. Bogens analysedel kredser om forholdet mellem gymnastik og budskab, folk og elite samt folkeoplysning og uddannelse med en idræt-kulturhistorisk forskningsinteresse på forholdet mellem krop, sprog og demokrati. Kropskultur og kropsteori er et betydningsfuldt og varmt forskningsområde i nyere idrætsforskning og er karakteriseret af en række tværfaglige og metodologiske tilgange som kan ses som mødet mellem praksisformernes konkrete udtryk og diskurser for måder at fortolke og forstå hvordan det er ønskeligt og muligt at arbejde med idræt/gymnastik og hvilke menneske- og livssyn der forbindes med de konkrete praksis former og deres udvikling over tid og sted. Bo Vestergård Madsen understreger at han ønsker at forbinde kroppens og bevægelsens konkrete praksisformer med en diskursanalyse set i en historisk og kulturel kontekst. Dermed knytter bogen an til en forskningstradition inden for området som Ove Korsgårds Kampen om kroppen (1982) Verner Bruhns Det skæve træ – træk af ungdomsforeningernes historie efter 1945 der udkom i 1997 og Verner Møller og Jørgen Poulsen (red) Sportens forførende skønhed, som kom i 2002, og endelig Olav Ballisagers og Søren Damkjærs (red) Kroppens idé, som netop er udkommet på Systime Academic. Der er en lang interesse for sammenhænge mellem form og indhold og hvordan disse kan fortolkes specielt i den forskning som arbejder med æstetisk analyse og det ville derfor også være oplagt at knytte an til andre forskningsfelter idet gymnastikken klart er et område der bevæger sig i grænselandet mellem sport, idræt og kunst – altså klart rækker ind i æstetiske teori og problemstillinger. Bo Vestergård Madsen starter med en grundig overflyvning af en række temaer i den danske humanistisk-samfundsvidenskabelige idrætsforskning med særlig fokus på de ideologiske strømninger i idræts-og gymnastikbevægelsen i Danmark. Bogen er vidtfavnende og fortæller en lang og reflekteret oversigtorientering om gymnastikken i det kulturhistoriske idrætslandskab med særligt fokus på den folkelige gymnastik i perieoden fra slutningen af 1800 tallet helt frem til 2002. Bogens stil er fast forankret i den danske idrætshistoriske og sociologisk traditon og teori. Bo Vestergård Madsen understreger imidlertid det klare mål at komme tættere på en egentlig analyse af kroppen og bevægelsen og se denne i relation til demokrati og ideologi. Lykkes det? Delvis ja. For mig er det især i de sidste kapitler i bogen at kroppen og bevægelsen får farve, rytme og tone og dermed træder frem gennem sproget med større nuancering af hvilke former og kvaliteter der arbejdes med inden for gymnastikkens rum og rammer. I de sidste afsnit kommer der efter min mening også mere dybde og fokus på den kropsteoretisk teori og fx finder jeg samtalen med Jonas Frykman både spændende og interessant som en reflektion og problematisering af den overordnede problemstilling. Der skal altså ikke herske tvivl om, at det er en god og grundig bog med en seriøs overflyvning og refleksion af et meget langt stræ af den folkelige gymnastiks nyere historie. Det kan dog heller ikke undgås at en så lang strækning ind imellem også rammes af lidt rejsetræthed. Personligt må jeg tage mig i flere gange at drømme af at stå af og gå på opdagelse og fordybe mig. Hvornår får vi lov til at stoppe op og dvæle? Hvornår kan vi gå helt tæt på en kropslighed – en praksisform sådan at vi kan mærke den? Fordybe os i den som en kærkommen pause i de mange mere overordnede rejseindtryk? Jeg indrømmer hermed også at jeg med anerkendelsen af de mange grundige informationer om den generelle udvikling af den folkelige gymnastik og de tilhørende analyser af diskurser og betydninger heraf alligevel først rigtig synes at bogen blev nærværende i de afsluttende kapitler. Her åbnes der for spændende teoretiske refleksioner og jeg synes at Bo Vestergård Madsen her på en meget inspirerende måde åbnet for nogle af de problemstillinger der netop er i begrebet krop, praksisformer, betydning og samfund. Som helhed er bogens tyngde først og fremmest i idrættens historiske og kulturelle relation i spillet omkring diskurserne om kroppen og gymnastikken og i lange perioder er kroppen tavs og ja næsten usynlig til trods for at der fortælles og tales meget om hvilke betydninger kampen om gymnatikkens former og diskurser og dermed om kropsidealer og samfundsidéer. Kroppen kommer til syne i nogle dimensioner men forbliver også stadig væk relativ usynlig og uartikuleret, når det handler om at gå tættere på kroppens nonverbale fortællinger. Hvis Bo Vestergård Madsen vil være mere tro over for sit eget udtalte mål om at undersøge kroppen og bevægelsesformerne i gymnastikken både på mikro- og på makroniveau, må han efter min mening driste sig til at gå endnu tættere ind på kroppen og bevægelsen – og måske bruge en optik der kan “føle sig vej” ind under huden? Hvad er det overhovedet for kropsparadigme vi taler om? Hvilke kropsbilleder og bevægelsesformer iscenesættes? Hvordan er kroppens og bevægelsesformerne i relationen til dannelse af subjektivitet og intersubjektivitet både på mikro- og på makroniveauer? Hvilket sprog behøver vi for at kunne skabe fortællinger om kroppens nonverbale dimensioner? Og hvordan forbinder vi det så med større kontekster uden samtidig at gøre kroppen til en genstand derude? Sproget i bogen er på trods af den klare tilkendegivelse af at kroppen og bevægelsesformerne skal analyseres og relateres til en historisk og kulturel diskursanalyse præget af klassiske dualistiske sprogbrug og normer, også selv om Bo Vestergård Madsen klart tager teoretisk udgangspunkt i Merleau-Pontys kropsfænomenologi og dermed også åbner for forventninger om en videreudvikling af et sprog om kroppen og bevægelserne der ikke fastholdes i et kropsparadigme, men som måske netop bevæger sig igennem forksellige kropsparadigmer som måtte komme til syne i den folkelige gymnastiks forvandlinger over tid. Det handler også om vanskeligheden ved at tage praksisformerne alvorligt og sprogliggøre dem på en måde som ikke formindsker dem. Det er simpelt hen vanskeligt at komme tæt på den kropslige dimension ved hjælp af et videnskabeligt sprog. Dette er en velkendt problematik for alle som forsøger på at skrive om nonverbale fortællinger/formsprog. Hvordan skal disse nonverbale fortællinger sprogliggøres, beskrives og analyseres og fortolkes? Hvordan skal de sprogligt forbindes med større sammenhænge? Hvordan lever teksten op til den grundlæggende kropsfænomenologiske teori om at krop-tanke og verden er forbundet og at sproget udspringer af en kropsliggjort erfaring uden også at forholde sig til sprogets kropslighed? Hvilket sprog kan formidle kroppens og bevægelsesformernes mytisk-poetiske kvaliteter sådan at de kan “mærkes” i teksten og ikke blot “peges på”? Det er et på en gang vanskeligt men også betydningsfuldt og transdisciplinært forskningsfelt. Det åbner ind mod videnskabsteoretiske overvejelser som tager interaktioner mellem krop, kropslighed, praksisformer, oplevelse, bevidsthed og betydning alvorligt. Inspirationskilder der går tæt på kroppen kan efter min mening ikke komme uden om grundige teoretiske studier af Merleau Pontys fænomenologi, hvor især hans sidste bog Le visible et l´invisible efter min mening når længere end hans andre tekster med at sprogliggøre erfaringer af relationer mellem kroppens synlige og usynlige dimensioner – og dermed kroppens betydning som medskaber af menneskets mytisk-poetiske og symbolske virkelighed. Så længe sproget holdes til et rationelt, analytisk sprog skabes der en afgrænsning af kroppen i forhold til verden som kun fortæller om kroppen som genstand derude, men ikke udvikler fortællinger om kroppen som medskaber af oplevelse og virkelighed og dermed som et potentiale af skabende energi for, hvordan det er muligt at være menneske i bevægelse i verden og hvordan konkrete praksisformer både er medskabere og fastholdere af relationer, betydninger, traditioner, kommunikation, brud og nye muligheder. Hvis sproget indskrænkes til at beskrive kroppen som kategorier, der forbindes udelukkende med afgrænsning og forskel uden også at udforske bevægelsens poetiske dimension, ikke blot som diskurser og udvendige synlige former men som levende skabelse af dynamik, ekspressivitet, indtryk og relationer som energi, rytmer, farver, toner, stemtheder, følelser, fantasi og forestillinger, mistes i høj grad den særlige dimension af kropsligheden og af bevægelsens praksisformer som erfaringsrum og muligheder for at forbinde mennesket medskabende og mangedimensionelt med verden og virkeligheden. Jeg vil slutte med at konkludere at jeg synes at det er en grundig og informativ bog om gymnastikkens bevægelsesudvikling som i høj grad kan anbefales som inspiration og udgangspunkt for en sådan fortsat forskning og dialog om kroppens og bevægelsens mytisk-poetiske dimension.
Inspirationer
|
 |
 Bo Vestergård Madsen Oplysning i bevægelse: Kultur, krop og demokrati i den folkelige gymnastik Århus: Klim 2003 Läs också Bo Vestergård Madsens artikel ”Krop og demokrati” på idrottsforum.org |