”Sport er en foræring for en billedmager, et virkeligt drama,
der foregår her og nu (…) en åbenbaring af kraft, elegance og følelsesudtryk”
(citat af Jørgen Leth p. 129).
I løbet af den sidste snes år har den ene skandale afløst den anden i sportens verden. Korruption doping og aftalt spil har ifølge forfatterne til antologien Sportens forførende skønhed under redaktion af Verner Møller og Jørgen Povlsen fået dommedagsbasunerne til at lyde. Skandalerne udgør nemlig tilsyneladende en enorm trussel mod sportens værdigrundlag og en nærliggende konklusion kunne være at sporten dermed er ved at gå til grunde. Mærkværdigvis er der dog ingen umiddelbare tegn på at dommedagsprofetierne skulle holde stik, og det får forfatterne af antologien til at stille spørgsmåltegn ved tidligere opfattelser af sportens værdigrundlag. De skifter dermed fokus fra det gode til det skønne på baggrund af en mistanke om, at der måske er tegnet et falsk billede af hvad sport egentlig er. Bidragsyderne Jørgen Leth, Niels Kayser Nielsen, Verner Møller, David Favrholdt, Søren Damkjær, Kristian Raun Thomsen og Ask Vest Christiansen har i antologien analyseret sporten som æstetisk fænomen ud fra hver deres synsvinkel, og dermed fokuseres mere på teksten end på konteksten.
At sætte sprøgsmålstegn ved selve opfattelsen af sportens værdigrundlag er et essentielt projekt, som i selve udgangspunktet kan vække læserens nysgerrighed og ryste indgroede visheder.
Forfatternes ambition er at lade antologiens tekst og opbygning forme sig som en diskussion af hvorvidt det æstetiske perspektiv kan bidrage til forståelse af de paradoksale problemstillinger der findes i sporten. I opbygningen af antologien træder forskelligheder og indbyrdes uenigheder skarpt frem med det formål at udfordre læsernes selvstændige stillingtagen. Spørgsmålet er så, hvordan dette anderlededes billede af sporten tegner sig. Hvad er sportens æstetik?
Antologibidragene bevæger sig fra Jørgen Leths åbne og oplevelsesorienterede essayform i ”Vidunderligt beskidte eventyr” til Niels Kayser Nielsens mere kritiske synsvinkel om ”En falmet skønhed- om sport og svigtende legitimitet”. Verner Møller argumenterer i sit indlæg for at meningen med sportsgalskaben er at finde i skønheden og dens evne til sanseberuselse.
David Favrholdt skitserer æstetikkens, fascinationens og spændingens tiltrækningskraft som parametre til vurdering af sporten, mens Søren Damkjær argumenterer for sport som begivenhedsæstetik.
Medieperspektivet dækkes på den ene side af Kristian Raun Thomsens syn på tv-mediet som forfladigelse af sportens æstetiske kvaliteter og på den anden side af Ask Vest Christiansen optik, der fortæller hvordan sportens æstetik kan udfoldes på egne præmisser i artiklen ”Verdens genfortryllelse – æstetikken i Jørgen Leths cykelfilm”. Antologiens samlede billede af spændningsfeltet mellem sport og æstetik står klart, nuanceret og til tider med en berigende modsatrettethed. Spørgsmålet om hvad sportens æstetik så egentlig er, fremstår måske stærkest i de artikler der begiver sig ind i en afklaring af sig til hvad æstetikbegrebet egentlig dækker.
Her illustrerer f.eks Niels Kayser Nielsen hvordan idrættens skønhedsideal er underlagt en historisk bestemthed og beror på historiske omstændigheder. Han analyserer sig endvidere frem til at det interessante forehavende med at ville fundere idrætten i dens skønhed for at negligere sportens forfald ikke har gyldighed. David Favrholdt skitserer på sin side klart æstetikbegrebet ud fra Gyldendals fremmedordbog. Dermed fremstår han æstetikopfattelse som noget smukt, skønt og dejligt, mens begrebet ”uæstetisk” dækker alt, der er grimt, hæsligt og frastødende.
Søren Damkjær redegør derimod for, at vi i anskuelsen af sport som æstetik må arbejde med et udvidet æstetikbegreb inspireret af Michel Serres. Det udvidede æstetikbegreb opdeler ikke sanseligheden i det smukke og det grimme, men er ifølge Damkjærs gengivelse af Serres en hyldest til kroppen og dens æstetiske muligheder. Kroppens og bevægelsens æstetik er dermed en del af kroppens eksistensform, som kommer til syne i alle former for menneskelig bevægelse. På baggrund af dette æstetikbegreb argumenterer Damkjær for sport som et særligt sanseligt objekt, en begivenhedsform snarere end et værk. Han argumenterer dermed for at sportens æstetik har en præsentativ og ikke repræsentativ funktion. Glimtvis er der andre steder i antologien en tendens til at arbejde med et uklart æstetikbegreb, som på den baggrund kan forekomme lige så underforstået som det værdigrundlag for sport, som er bogens udgangspunkt og som alle forfattere så elegant bevæger sig bag om.
Bogen fremstår alt i alt som et nuanceret, velskrevet og forfriskende værk, som ikke mindst fortæller om sportens forførende skønhed gennem sine sanselige og ofte rå billeder. Den er meget anbefalelsesværdig som undervisnings- og debatbog i mange idrætsfaglige sammenhænge.
Beställ boken här
