Med bogen Body Panic ønsker de to californiske sociologer Dworkin og Wachs at undersøge fremherskende sundheds- og fitnessidealer i populære fitness-magasiner. Dworkin er i de feministiske dele af sportssociologien især kendt for bogen (sammen med Leslie Heywood) Built to Win: The Female Athlete as Cultural Icon fra 2003, hvori sportens frigørende potentiale for kvinder blev udfoldet. Hvor tidligere feministisk sportslitteratur mestendels havde fremhævet sportens patriarkalske karakter og sexistiske ideologi, herunder massemediernes understregning af sådanne tendenser, så blev det atletiske i Built to Win set som et potentielt aktivistisk værktøj for tredje-bølge-feminister (afløste anden-bølge-feministerne efter 1970-1990’erne).

Emancipatoriske potentialer er ligeledes i spil i Body Panic, når køn og krop i forbrugerkulturen analyseres. Bogen har været undervejs i 10 år og er funderet i omfattende litteratur og materiale. Fedtfordeling, ansigtsudtryk, positurer m.v. hos kvinder og mænd i fitnesskulturen er analyseret, og illustrationer i form af fotos fra magasinerne, fx Exercise & Health, ledsager kapitlernes pointer. ”The culture of lack” er under forfatternes angreb – en kultur, hvor fokus er på forbedring og optimering med afsæt i det, man ikke har. I dette ærinde refererer forfatterne flittigt til maskulinitetsforskning i argumentationer for, hvorledes ’body panic’ ikke er et fænomen, der særligt kan hæftes på kvinder.

Seks kapitler danner ramme for bogen. Kapitel 1 karakteriserer og kontekstualiserer den body panic-kultur, der analyseres i de efterfølgende kapitler ud fra materiale indsamlet over 10 år fra sundheds- og fitness-magasiner ved anvendelse af såvel kvalitative som kvantitative metoder. Hvor kapitel 2 og 3 tager afsæt i mandemagasiner, er kapitel 4 og 5 mere koncentreret om kvindemagasiner. Hvorledes såvel kvinders som mænds kropsformningsarbejde er i historisk bevægelse vises gennem hele bogen, hvis afsluttende kapitel 6 snarere end en konklusion skal ses som en åbnende diskussion og skitsering af nye forskningsveje, der kan afsøges inden for emnet.

At anskue ”silence as a track” har været en metodisk bestræbelse hos forfatterne i deres gennemgående interesse for såkaldte ’healthism’-diskurser.

Den danske historiker Karin Lützen refereres for en metodisk pointe, der har inspireret Dworkin og Wachs i deres arbejde med bogen, nemlig at det ikke kun er analytisk vigtigt, hvad historien og historiske kilder siger om fx seksualitet, men også hvad der ikke siges. At anskue ”silence as a track” har været en metodisk bestræbelse hos forfatterne i deres gennemgående interesse for såkaldte ’healthism’-diskurser. Begrebet ’healthism’ blev første gang introduceret i 1980 af Robert Crawford i artiklen ”Healthism and the Medicalization of Everyday Life” (i International Journal of Health Services 10: 365-88) og er et udtryk for, hvorledes sundhedsinitiativer fra marked og stat er et moralsk anliggende og på neoliberal vis appellerer til individuel ansvarlighed omkring krop og helbred.

Body Panic er et vigtigt bidrag til at give indsigt i kroppe og køn i forbrugerkulturer. Særligt er afsættet i medier og magasiner væsentligt til at belyse fremstillingen og skabelsen af maskuline og feminine kropsidealer, hvilket desværre ikke er så udbredt i sports-, sundheds- og kropskulturforskning - endnu. Ved at trække på medie- og kulturstudier, sociologi og folkesundhedsvidenskab kan bogen anbefales til et bredt publikum, der interesserer sig for, på hvilke måder sundhed og kroppe dyrkes og fremstilles på et voksende, kommercielt marked.