Helle Winther
Afdeling for Humaniora og Samfundvidenskab,
Institut for Idræt, Københavns Universitet

Musik er, som Max skriver, stemning, rytme, tekst og stemme. Musik er lyd og vibration og egentlig dybest set bevægelse, som kan forplante sig i den komplekse menneskelige krop og svinge, ramme eller, som Max skriver – forstærke de følelser, der bruser. Følelser kan måske nemlig – også fysisk set – karakteriseres som bevægelser, der blot på samme måde som musik har en så fin vibration, at de kan være stort set usynlige for det utrænede øje, men ikke desto mindre mærkbare i den subjektivt oplevede krop. Hvis ikke instrumenterne i et orkester er stemte efter hinanden, opstår der i bogstaveligste forstand mislyde, ligesom der kan opstå konflikter i og mellem mennesker, hvis kroppene og de forskellige følelsesmæssige toner begynder at svinge i utakt.

Forholdet mellem krop og psyke har i de senere år været genstand for en fornyet opmærksomhed i både psykologiske, filosofiske og kropssociologiske miljøer. På trods af mange forskellige teoretiske indfaldsvinkler er der i dag stor enighed om, at krop, psyke og forholdet til den omgivende verden må ses som en sammenhængende dynamisk og organisk enhed med iboende kulturelle og samfundsmæssige betydninger. Denne artikel tager afsæt i denne oftest primært teoretiske funderede opmærksomhed, og afdækker via fortællinger fra bevægelsespædagogiske og danseterapeutiske sammenhænge et behov for ikke bare at se på kroppens, men også bevægelsens multidimensionelle betydninger.

Dermed skitseres ansatsen til en bevægelsespsykologi, der argumenterer for en øget bevidsthed på bevægelsens potentialer i forbindelse med arbejdet med kropsligt forankrede forandringsprocesser.

Artiklens udgangspunkt er et aktuelt forskningsprojekt med titlen Bevægelsespsykologi – om kroppens sprog og bevægelsens psykologi med udgangspunkt i danseterapiformen Dansergia^®.

I dette tværvidenskabelige forskningsprojektet udforsker forfatteren sin egen praksis i både det bevægelsespædagogiske, danseterapeutiske og professionspersonlige rum (Winther, 2007a, 2007b). Udforskningen af egen praksis er inspireret af det, som Jarvis (1999) og Payne (1993) kalder praktikerforskning. Praktikerforskeren er uundgåeligt subjektiv i udgangspunktet og overskrider derfor den især positivistiske forskningstraditions iboende kriterier om objektivitet og validitet, hvilket på den ene side kan ses som et skarpt kritikpunkt. På den anden side har praktikerforskeren, udover en udfordrende dobbeltrolle, mulighed for, som Jarvis (ibid.) skriver, at opfange og registrere nuancer i forskellige praksissituationer, som kun lader sig indfange gennem erfaringsbaseret og kvalitativt dybtgående engagement. Praktikerforskere er, netop i kraft af at de er praktikere, i stand til at beskrive sider af praksis med en dybde som traditionelle former for forskning ikke ville have mulighed for kunne fastholde (ibid. p.36).

Det ovennævnte projekt udforsker som nævnt kroppens sprog og bevægelsens personlighedsudviklende potentiale. Derfor bliver der også arbejdet med en narrativ metodisk tilgang som, inspireret af bl.a. fænomenologiske, dybdehermeneutiske og autoetnografiske forskningsmetoder, fokuserer på at kunne beskrive det kropslige, oplevelsesmættede og for sproget ofte svært tilgængelige univers (Belgrad, 1997; Merleau-Ponty, 1962/2004; Engel, Rønholt, Svendler Nielsen, Winther; 2006, Sparkes, 2002; 2003).

Artiklen her tager udgangspunkt i poetiske autoetnografisk inspirerede oplevelsesfortællinger fra både det bevægelsespædagogiske og danseterapeutiske rum og forfatteren har været til stede i alle de situationer, der beskrives igennem artiklen.

Hvor Max har været igennem et uddannelsesforløb, med et også fagligt fokus på at udvikle praktisk og formidlingsmæssig kompetence i dans, har ’Signe’ og ’Karen’, som vi senere skal møde, arbejdet med personlige forandringsprocesser gennem danseterapiformen Dansergia. Personnavnene er af etiske hensyn anonymiserede.

Da selve formålet med projektet er at skabe en samklang mellem praksis og teori, vil denne artikel blive opbygget gennem en konstant dialog mellem data og teori. Forfatteren vælger, med temaets titel in mente, for netop at komme ’tæt på kroppen’, frækt og lidt provokerende ofte at lade praksis komme i spil før teorien.

Derfor vil vi nu igen begive os ind i Max’s læringsproces.

Max har valgt at skabe en dansesolo om identitet, en dans som tager udgangspunkt i følelsen af at være låst fast uden mulighed for forandring. At være ’låst fast’ er en metafor, som umiddelbart kan skabe et indre billede på nethinden af noget eller nogen, som gerne vil, men ikke kan bevæge sig.

Samtidigt beskriver Max på en helt anden måde næsten samme billede om starten af sin kreative proces:

Også denne situation, hvor der er konflikt mellem ’min krop’ og ’jeg’, mellem den fysiske bevægelse og den psykiske og følelsesmæssige tilstand, kan karakteriseres som låst.

Når det ikke lykkes Max at ’give sig hen’ og ’mærke efter’, bliver han i ovenstående situation konfronteret med det faktum, at han, hvis han gerne vil udtrykke følelserne gennem kroppen, ikke i denne kontekst kan nøjes med at arbejde med kroppen som et instrument eller et objekt, han kan træne, styre og kontrollere. Det er han måske vant til og det er denne kropsopfattelse, der bliver rystet:

Vælger Max at arbejde med den praktiske og målrettede kvalitet i denne dansekontekst, møder han blot en krop, der ’danser løs’ uden identifikation med bevægelsen.

Dermed rammer hans oplevelsesmættede beskrivelse lige ind i en diskussion om forskellige kropssyn, som i teoriens landskab flytter sig lang tid før, forandringsbølgerne ruller ind over de praksisnære virkeligheder

I kropskulturforskningen – og kunne man tilføje implicit i de forskellige kropskulturer – dukker nemlig gang på gang to tilsyneladende modsatrettede begrebspar op. De handler dybest set om modsætningen mellem det tilsyneladende kontrollerbare idealiserede billede og den indre følte oplevelse, mellem det ’de andre’ eller måske den enkelte selv ser og gerne vil se og det, der kan mærkes eller ikke mærkes. Modsætningen mellem på den ene side at have en krop og på den anden side at være en krop. Modsætningen mellem på den ene side at have en krop, vi kan disponere over, forme, beherske, reparere og bevidst iscenesætte ud fra vores selvbillede og på den anden side at være en levet og erfaret krop med sanser, følelser og et til tider ukontrollabelt indre liv. Disse modsatrettede begrebspar skildrer dybest set en dualistisk kamp om krop som kultur eller natur og betegnes ofte kropskonstruktion og kropserfaring (Kayser Nielsen, 1997; Csordas, 1999). Kernen for diskussionen afspejler i sig selv et dualistisk spil. I en kultur, der er gennemsyret af en arv fra Descartes, som adskiller hoved og krop, tanke og følelse, natur og kultur er et mere nuanceret og flerdimensionelt syn på kroppen mange år om at ændre sig. Dualismen splitter verden op i substanser, der ikke umiddelbart lader sig forene og giver samtidigt grobund for en adskillelsestænkning, som uden tvivl også har farvet mange kropskulturers praksis (Engelsrud, 2006; Hangaard Rasmussen, 1995).

Der er dog nu i kropskulturforskningen en udbredt tendens til at se, at det ikke handler om et enten- eller, men et både-og. Det åbner for muligheden for at se kroppen som en evigt bevægende og foranderlig proces (Kayser Nielsen, 1997; Csordas 1999).

Ifølge fænomenologien går kroppens erkendemåde forud for tanken og intellektet. Kropslig rettethed er den mest oprindelige erkendemåde og ifølge fænomenologisk tankegang en forudsætning for enhver bevidsthed. Dermed kan ”den levede krop” ses som menneskets mest grundlæggende eksistensvilkår (Merleau-Ponty, 1962/2004). Ifølge Merleau-Ponty er vor umiddelbare eksistens en anonym og allestedsnærværende kropslighed med et ekspressivt nærvær (ibid.).

Noget tyder altså på, at vi i kroppen i kraft af den er levet, har indlejrede kropsliggjorte mønstre, som både er prægede af kulturelle, samfundsmæssige og livshistoriske forskelligheder og samtidigt har iboende universelle og biologiske ligheder (Engelsrud, 2006).

Der er altså ingen tvivl om, at livet ”går i blodet”. Vi er til stede i og med vores kroppe gennem hele livet. Sanselige oplevelser og sårede følelser, barndommen, kulturen og tidens normer for opdragelse og mellemmenneskelige møder bliver en del af vores kropslige, emotionelle og handlemæssige disposition og vores måde at relatere os til livet og andre på.

I den bevægelsesmæssige virkelighed kan det, måske især for voksne, som Max, være en enorm udfordring at nærme sig fornemmelsen af et ekspressivt nærvær og en grundlæggende eksistensfølelse. Det kan være grænseoverskridende at give følelser kropslige udtryk i en solodans, selvom der dybest set i forhold til et helhedsorienteret kropssyn er en indlysende sammenhæng.

I danseterapeutiske processer, som netop tager udgangspunkt i et helhedsorienteret syn på kroppen, fokuseres der på, at udvikle det personlige gennem kroppen. Netop fordi der på konkret vis arbejdes med helhedssynet, kan praksis være med til at nuancere begrebet. I det følgende afsnit skitseres kampen mod og med kroppen i forhold til Karens levede erfaring. Paradoksalt nok kan den levede erfaring sætte sig som en slags dualisme i det enkelte menneskes kropsoplevelse. Den kan have bidt sig så godt fast, at det kan udmønte sig som en smertefuld konflikt mellem haven og væren, mellem kontrol og behov, mellem det indre og ydre. For Karen, som vi nu skal møde, er accepten og erkendelsen af, hvordan det egentlig er fat, et vigtigt trin i en frugtbar og helende forandringsproces. Også Karen er bange for at mærke, men det er en angst for en langt dybere forankret problematik, end vi har set i Max’s situativt betonede oplevelse. Karens kropsoplevelse er forbundet med et mangeårigt forsøg på at kontrollere kroppens fylde. Et forsøg, som også har sat dybe spor i hendes egen identitetsopfattelse.

Kroppen sulter og er umættelig. Karens krop sulter ikke kun efter mad. Den sulter efter ’fysisk kontakt, seksuel kontakt’ og ’omsorg’. Karens krop er, selvom hun helst ikke vil mærke den, både levet og levende og indeholder i kraft af sultens mangetydighed komplekst sammenvævede betydninger. Karens beskrivelse rammer derfor også et behov for et multidimensionelt kropssyn, som kan rumme de mange fortættede dimensioner. Her bliver det nødvendigt at åbne for de kropspsykologiske perspektiver som bl.a. beskrives af Boadella (1985), Lowen (1988), Pierrakos (1990) og Sabetti (1986, 1993). De giver alle på lidt forskellig vis udtryk for, at kroppens erfaringer på grund af forskellige livsomstændigheder kan sætte sig som konkrete fysiske spor i f. eks musklernes spændningstilstand, kroppens fysiske struktur, bevægelsernes kvalitet, åndedrætsrytmen eller de typiske ofte kropssproglige handlemønstre. Også i forskning om krops- og danseterapi af f.eks Young (2006) og Halprin (2003) afdækkes det, hvordan livet sætter sig på helt konkret og både mærkbar og synlig vis i vore kroppe.

Selvom livet sætter sig i den også fysiske struktur, er det ikke tegn på ubevægelighed. Menneskets krop er fra undfangelse til død i konstant bevægelse og forandring. Derfor er det nærliggende, at forbinde bevægelsen og psykologien, og tankevækkende at kroppen og især bevægelsen i de fleste former for psykologi har haft en næsten usynlig rolle (Winther, 2007a).

Vi skal nu møde Signe, som er i gang med en danseterapeutisk proces. Hun er i sit professionelle og personlige liv bange for at tage plads og trækker sig efter eget udsagn ofte lidt tilbage.

’Åndedrættet i brystet’. I de fleste former for krops- og danseterapi er åndedrættet et væsentligt opmærksomhedspunkt (Boadella, 1985; Sabetti, 2001). Ordet psykologi stammer etymologisk set fra det græske ord psyche, som betyder breath, spirit, soul og logia, som betyder ”study of”. Selve ordets betydning indeholder altså via fokuseringen på breath, åndedrættet en sammensmeltning af krop og sjæl, krop og psyke (Winther, 2007a). Bevægelsen, som jo via åndedrættets indånding og udånding, findes i sit mest basale og livsnødvendige udtryk – at tage noget ind og give noget ud, er helt essentiel for psykologibegrebet og kan altså også tages helt bogstaveligt.

Gennem en bevægelsesmæssig undersøgelse, i Signes tilfælde med fokus på åndedrættet, kontakten med fødderne og den gentagende bevægelse fra side til side, åbnes der for en kropslig erkendelsesproces, som netop er forankret via forbindelsen mellem bevægelsen og psykologien.

Bevægelsespsykologien, som er under udvikling, søger en dybere forståelse af sammenhængen mellem kroppens sprog, bevægelsens psykologi og menneskets emotionelle dynamik.[1]

Bevægelsespsykologien er inspireret af kropspsykologi (Lowen, 1988; Boadella, 1985), fænomenologi (Merleau-Ponty, 1962/2004) og ikke mindst energipsykologi (Sabetti, 1986, 1993, 2001) og tager udgangspunkt i et helhedsorienteret syn på den menneskelige organisme, hvor krop, sjæl, tanker og følelser ses som et sammenhængende system i konstant udveksling med kulturelle, samfundsmæssige og universelle bevægelser. [2] Her er især begrebet energi og det multidimensionelle perspektiv interessant for denne artikels fokus. Vi skal nu se, hvordan det går, når Max skal optræde med solodansen.

I det øjeblik Max lod sig ’føre’, oplevede han at ’al min energi var samlet i et’. Den konflikt, som tidligere var kendetegnet af modstridende fysiske, psykiske og emotionelle bevægelser, løsnede sig og derfor var han endelig ’dansende’.

Max taler selv om ’energi’ og bevægelse kan i sin simpleste form karakteriseres via begrebet energi. Energi er et relativt begreb, som overskrider den dualistiske opdeling af krop og sjæl. Energi kan ses som den vitale og dynamiske ekspression for den fundamentale livsenergi, som, medmindre den er ubalanceret eller kontrolleres, løber gennem organismen som en konstant strøm og et kraftfuldt flow (Sabetti, 1986; Pierrakos, 1990). Sabetti beskriver i denne sammenhæng, hvordan man i krops- og energipsykologien opfatter kroppen som en multidimensionel enhed (Sabetti, 2001). Også kroppens bevægelser kan opfattes som multidimensionelle med iboende
fysiske
mentale
psykologiske
emotionelle
sociale
kulturelle
spirituelle
kvaliteter og betydningsniveauer (Sabetti, 2001). Selvom enhver bevægelse i princippet, som før nævnt, indeholder flere kvaliteter og betydningsniveauer, betyder det ikke, at der i enhver bevægelse er kontakt til alle disse niveauer.

Samtidigt kan dette multidimensionelle syn på bevægelse forklare, hvordan der kan opstå konflikter på enten det personlige eller mellemmenneskelige eller i princippet kulturelle niveau, når der, som vi har set hos Max og Karen, opstår modsatrettede bevægelser mellem de forskellige betydningsniveauer. Samtidigt kan bevidst arbejde med det energetiske og multidimensionelle perspektiv være givtigt i både bevægelsespædagogiske og danseterapeutiske sammenhænge, for når niveauerne, som i Max beskrivelse, begynder at stemme sig med hinanden, opstår der stor intensitet i bevægelsen. Denne intensitet vil ofte i en terapeutisk sammenhæng, som i f.eks Signes tilfælde også medfører et emotionelt udtryk.

I mange sammenhænge skelnes der ikke mellem begreberne følelse og emotion (Bjerg, 2004). I en energibaseret – og bevægelsespsykologisk – kontekst forstås følelser som en indre oplevet bevægelse, med en bestemt retning og intensitet, der ofte starter som en sansning og dernæst vokser til en følelse (Sabetti, 2001). Emotion kommer af samme sproglige stamme som motion, altså bevægelse, underforstået i sindet, sindsbevægelse (Bjerg, 2004). Emotion beskrives af Sabetti (1986) og Reich (1972), som en udadrettet bevægelse e-motion (fra Latin ex, out, movere, to move) og er dermed forbundet med følelsesmæssige udtryk, som f. eks latter, gråd og vredesudtryk.

I en almindelig danseøvelse ville det formodentlig ikke have været en udfordring for Signe, at bevæge hverken bryst eller arme, men bevægelserne i den danseterapeutiske proces kan ses som værende forbundet med flere bevægelsesniveauer. Derfor er de også mere intense og udvikler sig via sansning og følelse til en også emotionel ekspression, der i dette tilfælde udtrykkes via glædestårer, forbundet med erkendelsen af ’at finde sig selv’.

Både Max’s danseproces, Karens beskrivelser af sulten i kroppen og Signes oplevelse af at finde sig selv fortæller om, hvordan kropserfaringer manifesteret gennem kropsprog og bevægelse kan være dybt forbundet med en sund eller lidt sprød selvfølelse og identitetsoplevelse, der ligger bag det idealiserede billede, hverdagsbevidstheden og den kropslige iscenesættelse. Sådanne problematikker løses ikke fra den ene dag til den anden og det kan også i en danseterapeutisk sammenhæng være en længerevarende proces, hvis overhovedet muligt langsomt at generobre eller nyopdage en kropslig fortrolighed.

Samtidigt kan det multidimensionelle syn på krop og bevægelse, som bevægelsespsykologien, inspireret af de nævnte teorier, arbejder med, være et måske nødvendigt udviklingspotentiale for bevægelsespædagogik i både uddannelsesmæssige og pædagogiske sammenhænge.

I alle læringssammenhænge, hvor kroppen indgår, vil der være også personligt udviklende og dermed grænseovervindende momenter og derfor vil artiklen afsluttes med Signes og Max’s oplevelser af overvindelse og forandring.

Signe, som var bange for at tage plads, professionelt og personligt, finder gennem bevægelsen frem til en erkendelse af at måtte fylde. Spørgsmålet er, hvor ’her’ er. Er det ’her’ i hendes egen krop og følelser? Er det ’her’ i det aktuelle danseterapeutiske rum? Handler det om forholdet til hendes livshistorie og sociale relationer? Er det et også kulturelt og samfundsmæssigt set udfordrende ’her’ og/eller et eksistentielt ’her’ på jorden.?

Eller er det måske netop i kraft at kroppens levende og multidimensionelle kompleksitet, det hele på en gang?

Også for Max er accepten og også overvindelsen vigtig for den kropsligt forankrede forandringsproces og han udtrykker det i forhold til den konkrete sociale sammenhæng.

Både Signe, Max og Karen udtrykker vigtigheden af accept og tillid. Hvis disse temaer et øjeblik afslutningsvis spejles i et samfundsmæssigt makro- perspektiv og bringes i spil med senmodernitetens typiske identitetsmæssige problematikker, er netop tillid og den oplevede selvfølgelige ret til at være ’her’ blevet en mangelvare. Det moderne menneske må lære at leve med det, som Giddens (1990) kalder en ontologisk utryghed.

Derfor bliver den grundlæggende tryghed, som bygges op gennem tidlige betydningsfulde relationer, som Jørgensen (2002) påpeger af afgørende betydning for det enkelte menneskes evne til at navigere i og trives i senmodernitetens kompleksitet. Denne tryghed kan også, som vist, støttes gennem paradokssalt nok udfordrende processer i det bevægelsespædagogiske og danseterapeutiske arbejde. Artiklen har belyst nogle af disse processer gennem praktikerforskerens øjne og Max´, Karens og Signes stemmer. Alle har vovet at skrive ud fra et dybtgående engagement. Et engagement, der kan kritiseres på baggrund af traditionelle videnskabelige kriterier og samtidig være en udfordring, der peger hen imod nye forskningsmetoder der tør gå tættere på krop, identitetsoplevelser og emotionelle dynamikker. Artiklen har ikke haft til hensigt at afspejle en objektiv sandhed. Den har forsøgt gå bag om spejlbilledet og ind i andre virkelighedsdimensioner.

Oplevelsen af overvindelse, tryghed, nøgenhed og samhørighed kan, som hos Max, sætte spor.