![]() |
ISSN 16527224 ::: Publicerad den 8 juni 2011 |
||||||||||||||
![]() |
Den så kallade Lissabon-strategin inom EU framhåller vikten av livslångt lärande, med innebörden att befolkningen i ett land ska regelbundet genomgå fortbildning. Det är, heter det, ”absolut nödvändigt för att främja konkurrenskraften i en kunskapsbaserad ekonomi”. Sålunda har Bryssel i Programmet för livslångt lärande samlat alla EUs utbildningsprogram på alla nivåer, Erasmus och vad de heter, med syftet ”att ge medborgarna verktyg för självförverkligande, social integration och deltagande i det kunskapsbaserade samhället”. Allt detta är ju gott och väl; men om samma befolkning samtidigt fortsätter att utveckla de olika ohälsoproblem som välfärden drar med sig övervikt och fetma, hjärt-lung-sjukdomar, etc. hur mycket klokare har man då blivit? Man saknar helt enkelt en motsvarande strategi och ett program för livslång fysisk aktivitet! Vi dristar oss till att anta att det inte dröjer alltför länge innan en sådan strategi kommer, och vi kan bara hoppas att man i utvecklingen av den konsulterar Lars-Magnus Engström, som ägnat sin forskargärning åt att hitta de nycklar som ger lösningen på hur man åstadkommer livslång aktivitetslust. I nyutkomna boken Smak för motion: Fysisk aktivitet som livsstil och social markör (Stockholms universitets förlag) redovisas sista skedet longitudinell studie av ett antal individer som var 15 år 1968 och idag alltså snart 60 år. Vi bad Charlotte Østergaard läsa och recensera ”Manges” bok, och hennes recension redovisar studiens utgångspunkter, teori och metod, samt resultaten som vår recensent menar borde stämma till politisk eftertanke. Livslång aktivitetslust
Charlotte Østergaard
Institut for Idræt, Københavns Universitet
Smak för motion: Fysisk aktivitet som livsstil och social markör 152 sidor, hft., ill. Stockholm: Stockholms universitets förlag 2010 ISBN 978-91-7656-667-1 Lars Magnus Engströms bog Smak för motion - Fysisk aktivitet som livsstil och social markör er en omarbejdet version af Idrott som social markör fra 1999. I Smak för motion har Engström på ny bearbejdet data fra et longitudinelt studie, om den svenske befolkningens smag for og dyrkning af idræt og motion, men han har også tilføjet ny data. Det næsten 40 år lange opfølgningsstudie, som han påbegyndte i 1968, indeholder data om ca. 2000 drenge og piger, hvis idrætsvaner er blevet fulgt fra 15 til 53 års alderen. Det er kulturformerne, hvorunder den fysiske aktivitet bliver dyrket i fritiden, der er omdrejningspunkt for Engströms analyse. Engström søger med bogen, at besvare to spørgsmål. 1. Kan menneskers smag for fysisk aktivitet i fritiden, såvel som deres smag for forskellige former for fysisk aktivitet og motion, ses som markører for social position? 2. Hvilken betydning har den erfaring, man danner i ungdomsårene, for den senere interesse for eller afstandtagen fra at dyrke fysisk aktivitet i fritiden? Bogen er opdelt i 5 kapitler. Kapitel 1 rummer en kortfattet historisk gennemgang af kropskulturens udvikling i Sverige gennem de seneste 200 år - fra Linggymnastikken til nutidens former for motionsdyrkelse. I kapitel 2 præsenterer Engström bogens teoretiske udgangspunkt, som er inspireret af den franske sociolog Pierre Bourdieus forskning om sammenhængen mellem individets habitus, kulturelle præferencer og livsstil. Vægten er lagt på en beskrivelse af habitusbegrebet en betegnelse for individets samlede sociale og kropslige erfaringer samt habitus betydning for udviklingen af smag for og valg af motions- og idrætspraktikker.
Kapitel 4 præsenterer undersøgelsens empiriske datamateriale, der bygger på syv dataindsamlinger i form af spørgeskemaundersøgelser, foretaget løbende mellem 1968-2007. I kapitlet opstiller og afprøver Engström fem teser, som er relateret til de to indledende spørgsmål. Et af de væsentlige empiriske fund udfordrer den ofte fremførte tese, at der er sammenhæng mellem det at have dyrket idræt som barn og ung med, om man dyrker idræt som voksen. Datamaterialet viser ikke en sådan sammenhæng. Den manglende sammenhæng forklarer Engström med forskellen i de logikker, der ligger bag den idræt som undersøgelsespersonerne dyrkede som børn og unge og den idræt og motion, de som voksne har interesse og mulighed for at dyrke. Foreningsidrætten, som rummer en præstationslogik, var den typiske idræt, der blev dyrket i barne- og ungdomsårene, mens det er mere motionsprægede aktiviteter, der rummer en træningslogik, der tilbydes og dyrkes af de midaldrende undersøgelsespersoner. Forskellene i logikker betyder, at det ikke er nogen udslagsgivende faktor på de voksnes motionsdeltagelse, om de som barn har dyrket foreningsidræt. Datamaterialet viser derimod, at to andre forhold ser ud til at have betydning for, om man i voksenlivet dyrker idræt og motion. Det ene er den karakter undersøgelsespersonernes fik i skolen i faget gymnastik og det andet er bredden i erfaring med dyrkelsen af forskellige former for idræt. Kapitel 5 rummer bogens konklusion og perspektivering. Svaret på om menneskers smag for fysisk aktivitet, såvel som deres smag for forskellige former for fysisk aktivitet og motion, kan ses som markører for social position, er ifølge Engström ikke entydigt. Det skyldes den udvikling, der har fundet sted inden for kropsudøvningskulturen, hvor de praktikker, der var dominerende i 1968, da undersøgelsespersonerne var 15 år, er anderledes og indeholdt andre værdier og logikker end de aktiviteter, der er tilgængelige for de midaldrende undersøgelsespersoner. Dog konkluderer Engström, at den motion, der bliver dyrket i voksenalderen, er tydeligt relateret til social position. Den tydeligste distinktionsværdi mellem individer med forskellige sociale positioner viser sig ved, om man overhovedet dyrker idræt og motion. Det skyldes ifølge Engström først og fremmest, at udbuddet af aktiviteter primært er tilpasset en middelklasse habitus. Engström konkluderer derfor, at individets smag for idræt og motion udformes i mødet mellem dets habitus, de rådende livsvilkår samt det tilgængelige udbud af idræts- og motionspraktikker. Sidst i bogen bevæger Engström sig ind på det pædagogiske og velfærdspolitiske område, og kommer med anbefalinger til tiltag, der efter hans mening kunne fremme, at flere børn og voksne bliver fysisk aktive. Her savnes dog en mere nuanceret og grundig diskussion, da bogens resultater er relevante i et velfærdsperspektiv, herunder også et sundhedsperspektiv. Engströms resultater tilføjer nye perspektiver og ny viden om befolknings valg og fravalg af idræt og motion. Resultaterne peger i retning af, at det afgørende for, om man udvikler en fysisk aktiv livsstil i voksenalderen, er, at man som barn har haft en positiv oplevelse og mestring af den idræt, der foregår i skolen, og at man er blevet præsenteret for et mangfoldigt udbud af idræts- og motionsformer. Dette burde vække til politisk nytænkning. Ud fra et velfærdsperspektiv burde man tillægge den idræt, der foregår i skolen langt større værdi. Idræt i skolen rummer netop muligheden for alsidighed i aktivitetsudbud. Og med den rette pædagogiske tilgang rummer udviklingen af idræt dyrket i og på skolen yderligere mulighed for at mindske den sociale ulighed i sundhed og idrætsdeltagelse, i det den rammer hele målgruppen af børn og unge.
|
![]() |
||||||||||||
www.idrottsforum.org | Redaktör Kjell E. Eriksson | Ansvarig utgivare Aage Radmann |